Windows Vista for udviklere

February 7th, 2007

Tirsdag den 6. februar afholdt Dansk Selskab for Datateknik et arrangement om Vista set fra en udviklers synspunkt på Ingeniørhøjskolen i Århus. Foredragsholderen var Henrik Lykke Nielsen fra Captator (Microsoft Regional Director for Denmark).

Første time gik for størstedelens vedkommende med User Access Control - og hvordan det givetvis kommer til at gøre livet surt for mange. Heldigvis kan det disables - fordragsholderen indrømmede, at det gjorde han normalt selv :-)

Anden time tog hånd om WPF, WCF og WF.

Foredragsholderen mente at Windows Communications Foundation “lå lige til højrebenet” - det er en form for indkapsling af alle mulige protokoller for kommunikation, som skulle gøre det lettere at gå til, samt gøre at man let kan skifte protokol, hvis det skulle vise sig nødvendigt midt i et projekt. Sikkert spændende, hvis man står med den slags problemstillinger…

Windows Presentation Foundation er alt det nye coole GUI - værktøjerne kommer først for alvor i Orca, så det skal man nok vente på. Men ellers blev det fremstillet som en sammensmeltning af Windows Forms (til traditionelle apps), GDI (til 2D grafik) og DirectX (til 3D grafik). Det skulle blive meget lettere at tilrette kontroller, uden at man skulle ud i gør-det-selv arbejde - traditionelt har det været Properties => Custom, nu er det Properties => Styling => Custom. Stort set alt hvad der før har været Custom kan nu laves ved Styling. Fx. runde knapper, knapper med bitmaps, videoer, levende grafik osv. Alt sættes op i XML filer: XAML. En af MS’s intentioner er at GUI’er nu skal laves af coole folk, såsom flash og web-designere, der faktisk kan lave noget, der ser cool ud (i modsætning til den typiske udvikler).

Windows Workflow Foundation var basalt set flowcharts, som kunder ville kunne forstå, der hurtigt lod sig oversætte til noget kode. I teorien altså…

Nu burde jublen så være endeløs - det er den mærkeligt nok ikke. ComputerWorld har f.eks. lavet en rundspørge om hvor mange virksomheder, der egentlig påtænker at skifte til Vista nu, hvor det viser sig at folk rundt omkring i vid udstrækning træder vande, bekymrer sig om mulige nye bugs og hardwarekrav. Lad nogle andre bare prøve først synes holdningen at være.

Men alt i alt i godt foredrag.

Karakter: 6 / 10.